SUF nyheder
Overenskomst: Arbejderne betaler krisen endnu en gang!
26.02.10 af SUF
De rige slipper endnu engang for at betale regningen. Det er den klare konklusion på dette års overenskomst mellem Dansk Industri og CO Industri.
Selvom overenskomsten bliver fremstillet som en egentlig lønfremgang og med en forbedret fratrædelsesgodtgørelse for de 240.000 berørte arbejdere, så ved vi godt, at man ikke deler ud i krisetider – det gælder også for Dansk Industri.
Forbedringer – hvilke forbedringer?
1 krone og 75 øre mere til mindstelønnen, der allerede er så lav som 103 kroner, er den fremgang, som partnerne er kommet frem til. Desværre er denne fremgang ikke engang nok til, at vi kan takke dem for et ærligt forsøg.
Langt hovedparten af de 240.000 mennesker, som bliver berørt af overenskomsten, arbejder nemlig allerede over mindstelønnen, og det er derfor fuldstændig uden betydning for dem, at den hæves.
Det er især kritisabelt, fordi manglen på højere reallønninger kommer til at betyde, med inflationen taget i betragtning, at de berørte mennesker kommer til at mærke en lønnedgang de næste år. De får altså den samme løn, men varerne, de skal købe, bliver dyrere.
Meget kort og præcist så er CO Industris medlemmer altså nogle af dem, som skal betale den regning, som arbejdsgiverne rr løbet fra.
En anden ting, der udmærker sig ved overenskomsten, er den såkaldte ”fratrædelsesordning”, hvilket betyder, at arbejdsgiveren nu skal udbetale en “kompensation”, når vedkommende fyrer en eller flere af sine arbejdere.
Kompensationen bliver udregnet ved, at man tager forskellen mellem dagpengene og 85 % af lønnen, og dette spinkle beløb bliver så udbetalt.
Problemet er, at du først er sikret denne “kompensation” efter 3 års arbejde, hvorimod dagpengene bliver udbetalt fra dag ét, hvis du skulle blive fyret. Øget dagpenge ville altså have været et reelt alternativ, da det kommer alle fyrede til gode.
Fratrædelsesordningen fremsættes som et tiltag, der rammer arbejdsgiverne, da det betyder, at de skal hoste op, hver gang de vælger at fyre en arbejder.
At man nu begynder at lægge det sociale ansvar hen på det privates skuldre er en begyndende svækkelse af vores fælles velfærd. Fx nævner Per Kongshøj Madsen, professor og leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, “at det danske dagpengesystem, som blev designet i 60’erne, godt kunne trænge til et eftersyn.”
Den melodi har vi hørt før, og vi ved alle, hvad det hentyder til – en forringelse af velfærdsstaten.
Fagforeningens medlemmer stiller politiske krav
Flere og flere af de krav, som fagforeningens medlemmer rejser, er direkte politiske krav, fx kravet om “kædeansvar”.
Kædeansvaret betyder, at hovedentreprenøren har ansvaret for, at underentreprenørerne også overholder overenskomsten, altså at alle, der arbejder på et projekt, overholder aftalen mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Dette er særlig aktuelt, da flere og flere arbejdere rejser til fx Danmark, som et resultat af EU’s åbne grænser, og arbejder under umenneskelige forhold og til en ringe løn.
Lige i øjeblikket arbejder tyske håndværkere fx på lejligheder i Thordenskjoldsgade, som skal huse folketingspolitikere fra provinsen. Problemet her består i, at hver håndværker er momsregisteret som hver sit eget firma, og på den måde kan de omgå overenskomsten samt spærre praktikpladser for lærlinge.
Endvidere er der stillet krav om flere arbejdspladser, hvilket er et resultat af, at flere og flere arbejdspladser forsvinder ud af landet og oprettes tilsvarende andre steder – det vi kender som “outsourcing”. Dette gør firmaerne selvfølgelig, fordi de kan betale arbejderne en usædvanlig dårlig løn samt forringe arbejdsforholdene, så de kan maksimere deres profit.
Renovering af skoler og andre offentlig bygninger er andre krav, som fagforeningsmedlemmerne stiller Folketingets politikere.
Forhandlere må kæmpe for medlemmernes krav!
Forhandlingerne mellem CO Industri og Dansk Industri har været kendetegnet ved, at det har været forhandlingerne om en krise-overenskomst. Det vil sige, at grundet krisen har arbejdsgiverne været i offensiven, for at de kan lade den arbejdende befolkning betale for krisen.
At arbejdsgiverne er tilfredse, ses tydeligt i Nordeas cheføkonoms udtalelse om sin tilfredshed med resultatet, og han udtaler, at “jeg kan ikke mindes en lavere lønfremgang i nogen andre overenskomstforhandlinger”.
Til resultatet siger CO Industris formand, Thorkild E. Jensen, at “vi er tilfredse. Det har været det bedst opnåelige i situationen”. Det er ikke nogen overraskelse, at forhandlerne er parate til at indgå kompromisser med arbejdsgiverne hen over hovedet på deres medlemmer.
Selvom Thorkild Jensen er tilfreds, er det ikke en general tendens i hele fagbevægelsen. HK’s sektorformand på industriområdet, Karin Retvig, opfordrer sine medlemmer til at stemme nej til overenskomsten.
Det skyldes især HK’ernes krav om fjernelsen af 50 %-reglen, som er en særregel for HK’ere, der betyder, at halvdelen skal være organiseret, før arbejdspladsen kan få en overenskomst.
3F forventes endvidere også at stemme nej. Hvis det bliver en realitet, så står Danmark på tærsklen til en storkonflikt.
Vi må stå fast
Som socialister må vi stå fast på medlemmernes krav. Vi må gøres os til talspersoner i vores fagforening og på vores arbejdsplads for disse krav og fremføre dem, så flest mulige mennesker bliver inddraget.
Derudover skal vi sørge for at debattere overenskomstspørgsmålet med vores kollegaer, hvad enten det er over fyraftensøllen eller i pausen.
Socialdemokrater laver kompromisser med arbejdsgiverne, mens vi kæmper for, at folkets krav kommer på dagsordenen.
Vi har intet at skjule, og vi opfordrer samtidig de forhandlende parter til ligeledes at spille med åbne kort, så fagforeningernes medlemmer får indsigt i diskussionerne.
Derudover er krav som reallønsstigninger, 50 %- reglens fjernelse samt ligeløn krav, vi tager til os og kæmper for.
Hvis ikke medlemmernes krav stilles, så er det medlemmerne, der betaler for de riges krav!
Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.