SUF nyheder

SUF'ere i Norge til Rød Ungdoms landsmøde

26.04.10 af SUF

Vores kammerater i Rød Ungdom Norge holdt deres landsmøde i Oslo 15-18. april, og to SUF’ere var taget derop. De fortæller her lidt om oplevelsen.

Vi deltog for at styrke vores samarbejde, som har kørt i flere år, og SUF’erne holdt bl.a. en tale og inviterede til International Sommerlejr, som vi skal være vært for i sommeren 2011.
Rød Ungdom tog rigtig godt imod os, og mange RU’ere, som ikke kendte SUF så godt, spurgte ind til os og vores arbejde og var generelt meget interesserede i SUF.

Landsmødet forløb stille og roligt med afslappede debatter og god stemning. De fleste deltagere gav også udtryk for at være meget tilfredse med weekendens forløb.
På landsmødet var opstillet en tattoo-station, hvor man kunne få sig en ‘vandtatovering’ med Mamma fortjener likelønn, som er Rød Ungdoms næste store kampagne, der kører hen over foråret.
Temaer, der gik igen fra talerstolen, var bl.a. frit Palæstina, internationalt arbejde, feminisme og antiracisme.

Vi inviterede hele Rød Ungdom til vores International Sommerlejr 2011 samt at deltage i planlægningen. De fleste virkede meget positive over for sommerlejren – der var bare et problem; Rød Ungdom drikker aldrig til politiske arrangementer, så de kan blive nødt til kun at sende RU’ere over 18 år til Danmark, hvis der her må drikkes alkohol.
Desuden har vi lovet at invitere alle SUF’ere til Rød Ungdoms egen sommerlejr i år, der ligger fra 3-8. august 2010.

Vi havde en herlig weekend i Norge i selskab med Rød Ungdom. Det er fedt at have politisk samarbejde hen over landegrænser, og RU er efter vores mening super cool. Vi skal helt sikkert både fortsætte og styrke samarbejdet med dem fremover.


Del denne artikel

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.