SUF nyheder
Analyse: De rige løb med sejren
3.05.10 af SUF
Resultatet af afstemningen om den nye overenskomst blev fremlagt den 20. april og viste et klart ja. 63,8 % stemte ja og 36,2 % stemte nej. Resultatet viste dog også, at kun en tredjedel af de stemmeberettigede medlemmer stemte. Det er den laveste stemmeprocent i 13 år.
At kun en tredjedel af LO-medlemmerne stemte, har mange steder i fagbevægelsen affødt panikagtig stemning. Mange faglige ledere har ikke forståelse for, hvorfor så få har stemt.
Den lave valgdeltagelse er ikke udtryk for, at folk ikke interesserer sig for overenskomsterne – den lave deltagelse er tværtimod udtryk for, at folk ikke har tiltro til de faglige ledere. Ingen medlemmer har været begejstrede for resultatet, og samtidig har man heller ikke tiltro til at der kan forhandles en bedre overenskomst igennem, som faktisk giver lønstigninger og andre forbedringer. Det blev valget mellem pest eller kolera – og det har sat folk i en situation, hvor afstemningen fremstod ligegyldig.
Venstrefløjen har heller ikke været gode nok til at vise en anden vej, og til at pege på konflikt som en vej til at opnå forbedringer.
Vigtigst af alt, formåede man ikke at vise, at de rige stadig tjener styrtende med penge og bør betale for krisen!
Men hvad indeholder overenskomsten i grunden?
Overenskomsten indeholder meget få økonomiske fremskridt. Reallønnen, som er den løn folk står med i hånden, indeholder ikke lønstigninger, og man ender måske endda med en løntilbagegang på grund af inflation. Der er dog givet en lille lønstigning til folk der har natarbejde.
De tre store spørgsmål, der har været oppe i debatten har været hvor længe overenskomsten skulle gælde, kampen mod løn-dumping og den såkaldte 50%-regel.
1. Længden af overenskomsten
Det plejer at være en gammel fortælling om, at jo kortere overenskomsterne varer, jo bedre for fagbevægelsen. Det betyder nemlig, at vi snart kan forhandle igen, og derved ligge mere pres på arbejdsgiverne. Netop i år er det nok meget korrekt – den nye overenskomst er forhandlet i lyset af krisen, og det ser vi også med det svage resultat. Den nye overenskomst udløber den 1. marts 2012, og varer altså kun to år. Vi kan kun håbe på, at tiderne har ændret sig om to år, og man til den tid kan få nogle bedre resultater igennem.
2. Værn mod løn-dumping
Et værn mod underbetalt udenlandsk arbejdskraft var hovedkravet fra flere byggefagsfagforeninger. Da problemet med underbetalt udenlandsk arbejdskraft rammer hele det danske arbejdsmarked, og faktisk også koster de danske arbejdsgivere mange penge i tabt arbejdsfortjeneste, var der lagt op til, at man her kunne få et gennembrud i overenskomstforhandlingerne. Målet var at indføre et kædeansvar, så firmaer stod til ansvar, ikke kun for løn- og arbejdsforhold hos dem selv, men også hos underentrepreneurer, der brugte underbetalt arbejdskraft.
Med den nye overenskomst har man fået nogle regler som tilstræber dette, men det er ikke et kædeansvar! Samtidig har fagbevægelsen fået adgang til lønregnskaber, så man kan kigge virksomhederne efter i sømmene. Kritikken af disse regler er især, at de ikke er konkrete nok og kan tolkes forskelligt. Sandheden om hvor gode de nye regler er, bliver nok først opklaret når vi begynder at se de første sager mod udenlandske firmaer, for først der ved vi om reglerne i grunden kan bruges til noget. Men det står klart, at arbejdsgiverne løb med sejren i slaget om løn-dumping. Et lyspunkt er det dog, at der nu er skabt vej for en opstramning.
3. Afskaf 50%-reglen
Det helt store krav fra HK’s side var, at man skulle fjerne den regel som betyder at mindst halvdelen af de ansatte hos en virksomhed skal være medlemmer af HK, før de har ret til en overenskomst. Det er i øvrigt en regel der kun gælder for HK. Dette krav kom ikke igennem, og det er et gevaldigt nederlag for HK – både politisk fordi det var deres store krav, men også praktisk da 50%-reglen gør det svært for HK at skaffe nye medlemmer. Det var et stort nederlag, der især skyldtes, at resten af fagbevægelsen ikke præsterede at bakke solidarisk op omkring det ultimative krav. Det er et klasseeksempel på en splittelse i fagbevægelsen, hvor man tænker mere på egne krav, end på fagbevægelsen som helhed.
Det betød også, at HK-Privat anbefalede at stemme nej til overenskomsten, HK stemte derfor netop også nej som et af de eneste forbund. Hos HK stemte 46,1 af medlemmer og 87,9 % stemte nej. Kun 12,1 % stemte ja.
Fagbevægelsen – hvad nu?
Overenskomstforhandlingerne har på ingen måde styrket den danske fagbevægelse – snarere tværtimod! Meget få stemte, medlemmer har endnu engang mistet tiltroen til, at fagbevægelsen kan skabe store forandringer og med faldende medlemstal har fagbevægelsen ikke turde taget det store opgør med de rige.
Det eneste der kunne have løftet fagbevægelsen op, og skabt fornyet tiltro og kampgejst blandt medlemmerne, ville være hvis LO-toppen havde lyttet til SUF’s kampagne og sagt De rige skal betale for krisen!
Det var de store linjer på arbejdsmarkedet der blev trukket op med denne overenskomst, og desværre løb arbejdsgiverne og de rige med sejren. Tiden var moden til en konflikt – det havde vist LO som handlekraftig organisation og som en reel modspiller til arbejdsgiverne. Samtidig kunne det vende medlemsflugten ved at vise vigtigheden af fagbevægelsen, og samtidig have udstillet de gule fagforeninger. I bedste fald, kunne man også have dannet grundlag for en massemobilisering blandt medlemmer, og ikke mindst blandt de over 100.000 arbejdsløse.
Vigtigst af alt, havde det dog vist LO som en kamporganisation for arbejdernes rettigheder og vilkår. Alt i alt løb de rige med sejren, og det bedste ved denne overenskomst må altså være, at der kun er 2 år til vi skal forhandle igen!
Af Jonathan Simmel, elektriker og med i SUF’s faglige gruppe
Støt kampagnen De rige skal betale for krisen! på Facebook!
Læs SUF’s hæfte om overenskomstforhandlingerne.
Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.