8.05.10 af SUF
Det græske parlament har netop vedtaget den såkaldte lånepakke med stemmerne 172 mod 128.
Navnet i sig selv er misvisende, da der nærmere er tale om rå afpresning. ”Lånet” er ikke udtryk for europæisk solidaritet, men for en ideologisk dagsorden – samme dagsorden, som er skyld i, at Grækenland bliver ramt så hårdt af krisen. For at modtage det såkaldte lån skal Grækenland privatisere og forringe almindelige menneskers dagligdag.
Pensionsalderen hæves med 14 år, offentlige ansattes løn skæres ind til benet og der er massive fyringsrunder på vej. Alt sammen ting, der vil forværre krisen i Grækenland, da de kun vil skabe yderligere fattigdom og social armod.
Tiltagene gennemføres netop på trods af dette, fordi dem der giver lånene ikke ønsker at stoppe krisen, men ønsker at tjene penge på den. Tiltagene er gammel vin på nye flasker – det er rå neoliberalisme og målet er, at der skal tjenes penge på alle aspekter af menneskets tilværelse.
Bagmændene bag lånet – EU og IMF – har længe kæmpet for en øget markedsliggørelse af alt hvad de har kunnet få fingrene i.
De forsøger nu at få mere markedsliggørelse, til at blive svaret på et system, hvor markedet har vist at det ikke stopper kriser, men skaber dem.
Så når græske studerende og lønmodtagere går på gaden, er det ikke fordi de ønsker at Grækenland går bankerot. Det er fordi de ønsker løsninger på krisen der hjælper befolkning frem for de rige der vil tjene penge på krisen.
Andreas Rohde er organisationssekretær for SUF, læser socialvidenskab på RUC og var i Grækenland for SUF tidligere i år.
Del denne artikelDet er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.
Kommentar #1 skrevet af Toft - 8. maj 2010, 19:16
Hehe.. Meget morsom artikel. Jeg har dog meget svært ved at se det “neoliberale” i at yde hjælp til et land på sammenbrudets rand, og vil egentlig meget gerne have det uddybet? Det er jo på ingen måde tale om en “markedsliggørelse” som skribenten skriver. En markedsliggørelse ville være at lade Grækenland gå statsbankrot.
Med venlig hilsen
Kommentar #2 skrevet af Anders Pilmark - 10. maj 2010, 10:04
Hej Toft,
Jeg synes nu Andreas forklarer det meget godt. De græske politikere har givet ufinansierede skattelettelser og undladt at inddrage skat, og nu må almindelige mennesker betale for de enorme lån den græske stat har optaget.
Nedskæringer, fyringsrunder og privatiseringer – hvis du ikke mener at dette hører til indenfor neoliberalismens domæne, så synes jeg du skal slå ordet op endnu en gang.
Kammeratlige hilsner