SUF nyheder

Internationalt seminar: på vej mod en ny europæisk venstrefløj

19.05.10 af SUF

I weekenden, den 15-16. maj, mødtes 15-20 SUF’ere i Demokratihuset på Vesterbro til Internationalt Seminar. Seminaret, der forløb over to dage, kickstartede den proces der blev sat i gang på SUF’s landsmøde i april og som skal resultere i en af SUFs største internationale bedrifter: afholdelsen af en stor international sommerlejr på dansk grund i sommeren 2011.

Det gode humør stod i skærende kontrast til det grå regnvejr udenfor, da folk ankom til Valdemarsgade 4 tidligt lørdag eftermiddag. Foran deltagerne lå to dage fyldt med alt fra oplæg om den globale kapitalisme til diskussioner om international strategi og bevægelsesarbejde. Alt sammen med udgangspunkt i den store opgave, der ligger forude. Og efter en kort frokost, gik programmet i fuld gang med et indledende oplæg fra Peter Saxtrup om den globale kapitalisme.

Kapitalismen er international – krisen er international

Men hvorfor overhovedet bruge tid og kræfter på en international sommerlejr, når vi har nok i kampen mod de borgerlige herhjemme? Er det ikke blot udtryk for en forkert prioritering af de forskellige kampe? Nej, tværtimod, forklarede Peter Saxtrup: Eftersom kapitalismens ekspanderer og breder sig ud over alle verdens afkroge, og dermed er international, må modsvaret – socialismen – naturligvis også være international. Alle hidtidige erfaringer har kun understreget dette faktum. Som Karl Marx skriver i Det Kommunistiske Manifest:
”Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, dvs. at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.”

Mod en samlet og revolutionær europæisk venstrefløj

Krisen har ikke mindsket behovet for en international socialisme. Selvom forskellene de enkelte lande imellem kan virke enorme, er det den samme logik der bliver implementeret over hele det europæiske kontinent: nedskæringer, fyringer og privatisering af den offentlige sektor. De rige har muligvis skabt krisen, men det er de almindelige borgere der skal betale for den, og med EUs konvergenskrav som artilleri bliver alle mure skudt i grus – en efter en!

Det største problem for den europæiske venstrefløj, er derfor også – som Klaus Buster forklarede i et efterfølgende oplæg – dens manglende evne til at udfordre EUs nyliberalistiske agenda: Mens det europæiske borgerskab udnytter krisen til at skære velfærden væk under dække af ”økonomisk ansvarlighed”, er den europæiske venstrefløj splittet og isoleret, og kan derfor ikke levere et troværdigt alternativ, der bryder med den nyliberalistiske logik. Forudsætningen for en stærk venstrefløj – i Danmark såvel som i Frankrig og andre lande – er en international venstrefløj.

International sommerlejr 2011: Fødselsstedet for en ny europæisk venstrefløj?

Seminaret forløb med flere oplæg og adskillige diskussioner, der kulminerede i gruppearbejde og en grundig plenumdiskussion, hvor nødvendigheden af et stærkere internationalt arbejde blev understreget. Efter en lang debat, stod det imidlertid også klart at folk – trods udbredt forsigtighed og en smule skepsis – bakkede op om ideen om en international sommerlejr, og at samlede kræfter ville blive brugt til at stable en international sommerlejr på benene i sommeren 2011: en kæmpe udfordring der med den rette tilgang kan vise sig at være en kæmpe gevinst for SUF og den unge europæiske venstrefløj!

Vi har brug for alle de kræfter vi kan få, og jo hurtigere jo bedre! Hvis du har lyst til at deltage i arbejdet med at stable den internationale sommerlejr i 2011 på benene, så send en mail til nicolassuf@hotmail.com

Del denne artikel

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.