SUF nyheder

Rejsedagbog 3: Bold, boligkonflikter og blå valgsejr

24.06.10 af SUF

Denne gang beretter Astrid og Nicolas fra Holland, hvor de har besøgt Hollands Socialistiske Parti og deres ungdomsorganisation Rood. På trods af flot spil til fodbold-VM har Holland scoret et gevaldigt selvmål til parlamentsvalget nogle dage forinden.

Valget i Holland var et selvmål

Hollænderne har vundet deres indledende kampe i VM indtil videre, men scorede til gengæld selvmål til parlamentsvalget et par dage inden. Valget var udskrevet, fordi koalitionsregeringen, bestående af Socialdemokraterne (PvdA) og det kristne parti CDA, ikke kunne blive enige om tilbagetrækning af tropperne i Afghanistan.
De hollandske vælgere gav CDA det røde kort og stormede væk fra partiet. Efter mange år med privatiseringer og nedskæringer i den offentlige velfærd var nogle af hovedtemaerne i valgkampen pensionsalderen og uddannelsesstøtten, der begge stod for skud.
Alligevel gik størsteparten af stemmerne fra de utilfredse CDA-vælgere til henholdsvis de liberale, VVD, der påstod at være bedst til at håndtere krisen, og Gert Wilders’ højrenationalistiske parti PVV, der blandt meget andet gik til valg på at ville bevare pensionsalderen.
Allerede dagen efter valget udtalte Gert Wilders dog, at der godt kunne blive tale om forhandlinger om forhøjelse af pensionsalderen.

Astrid, der er udsendt af SUF og var i Holland under valget, er ikke imponeret:
“Det er trist at se, hvordan den hollandske højrefløj slipper afsted med feje tacklinger. De mange mennesker, der ønskede at stemme for en social dagsorden i Holland og bevare retten til en værdig pensionsalder, har vist begået et selvmål i det seneste valg.”

Hollands socialistiske parti (SP) var i sidste valgperiode landets tredjestørste parti, men blev holdt uden for indflydelse af koalitionsregeringen. Med en skadet formand var det er svækket hold, SP stillede op med til parlamentsvalget. De gik tilbage, men bevarede dog en position med 15 spillere i parlamentet, hvilket er cirka 10 % af stemmerne.

BZere og bolighajer

Det er svært at få et sted at bo i Holland – endda meget svært. Boligmarkedet er domineret af ejerboliger, og både spekulation og statslig støtte til boliglån har igennem mange år presset priserne voldsomt i vejret.
Indtil nu har situationen dog været afhjulpet en smule af en lovgivning, der gjorde det lovligt at besætte et hus, så længe det have stået tomt i over et år. Igennem de sidste tyve år er der derfor vokset en stor BZ-bevægelse frem i Holland. Siden 2006 etablerede en studenterorganisation endda ugentlige infomøder for studerende og unge i de større byer, hvor man kunne få hjælp til at finde et tomt hus og rådgivning om love og rettigheder i forbindelse med indflytning.
Den situation er dog ved at ændre sig. Den netop afgåede regering fik vedtaget en lov, der forbød besættelse af tomme huse. Samtidig ser det ikke ud til, at der er flere billige lejeboliger på tegnebrættet i de kommende år.

Nicolas, der er udsendt sammen med Astrid, er forarget over forbuddet. Efter et møde med Student Squatting Hour i Amsterdam forklarede han det sådan her:
“Det er helt vanvittigt, at den hollandske regering har gjort det ulovligt at benytte huse der alligevel står tomme. På den måde bliver det endnu lettere for spekulanter at presse boligpriserne i vejret. I stedet burde de sørge for billige boliger til unge og mennesker uden den store pengepung. Huse er vel for helvede ment til at bo i og ikke til at tjene penge på!”

SUF’s samarbejdspartner, Rood, som er ungdomsorganisationen til det socialistiske parti i Holland, er heller ikke tilfredse med situationen. Deres formand Leon Botter forklarer, at der er flere hundrede studerende i Amsterdam, der tvinges til at bo i sportshaller i lange perioder, fordi det er umuligt for dem at finde en bolig, de kan betale.
Han fortæller også, hvordan Rood hvert år indsamler historier og forklaringer fra studerende og unge omkring deres boligsituation, så de kan udnævne årets bolighaj. Det bruger de til at aktionere mod bolighajerne, så de får sat fokus i medierne på problemerne med boligsituationen, og så de kan lægge pres på boligspekulanterne.

Gadens parti organiserer unge lokalt

Både Rood og SP lægger vægt på at være på gaden og gå i dialog med de lokale om de problemer, de oplever i deres hverdag. Partiets kræfter bruges i stor stil på at hjælpe til her og nu for at skabe de lokale forandringer, som gør en forskel i hverdagen.
Det seneste år har Rood blandt andet arbejdet med at få fjernet såkaldte Mosqitoes fra byens gader. Mosqitoes er navnet for de lydbokse, som er sat op i mange forstæder i hollandske byer. De udsender en høj skærende lyd, som kun kan opfanges af unge. Meningen er, at de skal holde unge fra gaden. For at komme af med disse uhyrlige installationer har Rood samlet grupper af unge i de ramte kvarterer til demonstrationer og aktioner mod Mosqitoerne, og mange steder er det lykkedes at få dem fjernet.
Partiet arbejder nu på at få vedtaget en national lov der, skal forbyde Mosqitoes.

Et andet vigtigt fokus for Rood i det seneste år har været bevarelsen af støtten til studerende. Det hollandske uddannelsessystem bygger på brugerbetaling, og studerende, der ikke har rige forældre, er derfor helt afhængige af uddannelsesstøtten for at have nogen som helst chance for at tage en uddannelse.
I samarbejde med de hollandske studenterorganisationer har Rood for nylig arrangeret store protester til forsvar for uddannelsesstøtten. De har blandt andet lavet filmen nedenfor, hvor der synges om, at alle har ret til at uddanne sig:

Del denne artikel

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.