13.07.10 af SUF
I en ny undersøgelse for Ugebrevet A4 svarer hver fjerde dreng mellem 13 og 17 år, at han på sit arbejde løfter mere end de 12 kg, som er grænsen for løft i denne alder. Herudover viser tal fra Arbejdstilsynet, at der mellem 2003 og 2008 er omkommet 10 unge i forbindelse med deres arbejde, og forekommet ikke mindre end 451 knoglebrud.
Det er uacceptable tal, og derfor bakker SUF aktivt op om LO’s Jobpatrulje, som hver sommer drager ud i det danske landskab for at tjekke, om arbejdsforholdene for ungarbejderne er i orden.
SUFs faglige sekretær, Sarah Bruun, har været med som aktivist i Jobpatruljen i to år, og hun skal afsted igen i år.
Hun forklarer: “Når tallene for arbejdsskader er så store, som de er; når for mange arbejdsledere ikke tager det alvorligt nok; når regeringen ikke vil tilføre Arbejdstilsynet de nødvendige ressourcer; ja når samfundet svigter – så er det godt at se, at fagbevægelsen med deres Jobpatrulje gør noget ved tingene. Det vil jeg gerne være en del af.”
Spørger man, om Jobpatruljens arbejde nytter, er svaret klart ja. Der bliver ikke færre anmeldelser til Arbejdstilsynet og politiet hvert år – alligevel står Sarah fast på, at indsatsen i Jobpatruljen nytter:
“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Jobpatruljen gør en forskel. Jeg kan se det ved, at det sted, jeg besøgte ét år, ofte har ændret på tingene næste år. Det er fedt at opleve. Og uden fagbevægelsens aktivister i Jobpatruljen ville der være flere arbejdsgivere, der udnyttede deres unge arbejdere.”
SUF støttede også Jobpatruljen sidste år.

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.