SUF nyheder

Bono har snydt verdens fattige

8.12.08 af SUF

Kan du huske de hvide armbånd og Bonos rockkoncerter i 2005, der skulle få Vestens ledere til at halvere fattigdommen i verden? Siden da er bistanden faldet hvert år. Hvis vi ikke passer på, havner verden i samme suppedas til næste års klimatopmøde.

For tre år siden var U2-forsangeren Bono frontmand for de store “Make Poverty History” events. Koncerter over hele verden med Black Eyed Peas, Green Day og andre hotte musikere skulle presse lederne af verdens otte største økonomier, G8-landene, til at sørge for, at de stoppede med at udnytte verdens fattige og i stedet give dem mere bistand.
George W. Bush og resten af de magtfulde politikere kunne naturligvis ikke sige nej til at gøre noget mod fattigdom i verden, nu hvor det var Bono og millioner af popfans, der spurgte pænt. Bono hyldede Tony Blair og George W. Bush som venner af verdens fattige, og G8-lederne blev enige om at fordoble bistanden til verdens fattigste.

I dag, tre år senere, dør der stadig tusinder børn hver dag af sult og almindelige sygdomme. For Vesten er ikke holdt op med at udnytte landene i syd gennem groteske handelsaftaler. Og Vestens bistand til verdens fattige lande er heller ikke blevet fordoblet, som aftalen lovede. Tværtimod: Ifølge FN’s årlige rapport om global fattigdom er Vestens bistand faldet for hvert år, der er gået, siden Bonos skåltaler i 2005. I 2006 faldt bistanden med 4,7 %. I 2007 faldt den med 8,4 %.

Pas på...

I Seattle i 1999 stoppede græsrodsorganisationer og sociale bevægelser et topmøde i Verdenshandelsorganisationen (WTO) og krævede retfærdig handel frem for frihandel, der kun gavner de rige firmaer og deres vestlige regeringer. Dengang lykkedes det for et oprør fra neden at presse en social dagsorden igennem hos verdens ledere: Aftalen, der ville være en katastrofe for verdens fattige, blev taget af bordet.
I 2005 gav Bonos kendis-show kun varm luft og forringelser til verdens fattige.

Når København til december næste år skal tage imod sociale bevægelser fra hele verden til globalt klimatopmøde, så må vi ikke hoppe på Heal-The-World-showet. Hvis vi vil skabe reelle resultater, må stå sammen med fagforeninger, studenterorganisationer og klimagrupper, der giver fingeren til den skåltale, som Anders Fogh allerede går og øver sig på, mens han lukker varm luft ud den anden vej.

Del denne artikel

Det er ikke længere muligt at kommentere denne nyhed.