Racisme er ikke en ideologi særligt mange bekender sig til. Ikke desto mindre oplever vi dagligt racisme på gaden, i medierne, i skolerne og ikke mindst igennem statens magtudøvelse. Det er i stigende grad blevet legitimt at udtale sig nedladende og respektløs om andre mennesker. Staten udøver en direkte racisme; direkte forskelsbehandling af herboende arbejdere uden job i form af nedsatte sociale ydelser.
Mange vil sikkert mene, at årsagerne til racisme skal findes i begreber som menneskets ‘natur’; altså som en instinktiv mistro til alt nyt og fremmed. Det er da også ganske givet, at racisme i form af diskrimination og undertrykkelse på baggrund af etnicitet, kultur og sprog har eksisteret gennem adskillige tusinde år. Men det ændrer ikke ved, at racisme under kapitalistiske forhold har helt exceptionelle vækstmuligheder og dermed bliver et politisk fænomen.
Vi, som socialister, er traditionelt af den opfattelse, at skal vi definere et fænomens politiske ophav og formål, må man kigge på vis interesser, det tjener. I en tid med imperialistiske krige og neoliberalistiske angreb på velfærden, bliver racismen spændt for vognen for at tjene storkapitalens interesser.
Vi ser en direkte sammenhæng mellem Afghanistan-, Irak-, og kommende krige, og den tiltagende islamofobi i vesten og i Danmark. “Jamen, Pia Kjærsgaard var allerede islamofob før den tid”. Da USA i slutningen af 1980’erne opdagede, at Saddam Hussein ikke var lige sådan at styre, blev den første Irakkrig forberedt og næsten gennemført – til den nuværende Bush-administrations, også daværende, fortrydelse. Denne krig blev selvfølgelig også fulgt af anti-arabisk og anti-islamisk propaganda på mange fronter og i mange land. Jorden var således allerede gødet for nutidens islamofobi.
Dengang, som før og siden, behøver en militærmagt legitimitet og så lidt modstand i befolkningen som muligt, for at gå i krig. Kan man få ‘sin’ befolkning til at mene, at det angrebne lands indbyggere er primitive, mindreværdige og uansvarlige (altså en slags børn), så har man vundet en sejr. Racisme er et redskab for kapitalen, når den rotter(!) sig sammen i regulære røverkrige for forhistoriske hvalrester.
Også internt i de imperialistiske lande foregår der i øjeblikket en reaktionær offensiv i form af neoliberalismens angreb på vores klasse. Vores uddannelser privatiseres og ensrettes i erhvervslivet tjeneste – udvikling af menneskelige egenskaber og evnen til at gribe ind i eget liv underprioriteres. Sociale ydelser sættes ned, som en motivation (!) for de dårligst stillede. De rige får skattelettelser. Omsorgsopgaver privatiseres og kvalitet sænkes. Vi løber hurtigere og hurtigere i takt med den teknologiske udvikling, som dybest set burde give os mere tid. Vi har ikke tid til at sørge for at vores børn bliver voksne eller at vores ældre kan få et liv efter pensionen.
Modstanden mod regeringen (og Socialdemokratiet for den sags skyld) for at gennemføre det neoliberale projekt i Danmark burde være meget større. Desværre bliver nedskæringspolitikken ført ind i det stille, mens der buldres løs om omfanget af problemer med etniske mindretal. Først og fremmest er de etniske mindretal i Danmark ikke grunden til landets økonomiske problemer. Dernæst er de problemer familier med flygtninge/indvandrer-baggrund oplever, ikke nogle der adskiller sig markant fra problemer i etnisk danske familier med lignende social baggrund. De afvigelser fra det forhold, der måtte observeres, må tilskrives det dobbelte pres man lever under – hvor man gennem medier konstant udskældes som mindreværdig, voldelig, fremmed, anderledes, i det hele taget bare til besvær. Så kan det ikke undre, at man melder sig ud og giver op.
Vi afviser politikernes snak om integration, som et omdrejningspunkt for at løse de problemer, der rigtigt nok findes mange af blandt flere etniske mindretal. Ungdomskriminalitet er ikke et kulturelt afgrænset fænomen, men findes i alle kulturer, der definerer unge som en befolkningsgruppe. Svaret på ungdomskriminalitet er uddannelse, arbejde, boliger og sociale og kulturelle tilbud og muligheder. Og ikke mindst respekt over for det enkelte menneskes liv.
En egentlig integration af ‘fremmede’ arbejdere og etnisk danske arbejdere kan selvsagt kun ske igennem klassens egne initiativer. Vores klasseudgangspunkt deler vi med langt størstedelen af de etniske mindretal og det er kun ved at skabe integration i arbejderbevægelsen, at vi kan komme ud af den nuværende situation. Hvis vi skal have stoppet, i det mindste Danmarks rolle i, de næste krige, og hvis vi skal have stoppet privatiseringen af samfundet må vi appellere til de fælles klasseinteresser mellem alle etniske grupper i Danmark. Arbejdsløse, arbejdere i job og uddannelse har kun interesse i at finde sammen, uden hensyntagen til hudfarve, gud og traditioner.
Who are most fit to break the chains, but those who wear them? Sådan lyder et citat fra den irske uafhængighedskamp i 1920’erne. På dansk ville vi nok sige, at de undertrykte alt andet lige har de bedste forudsætninger for at vide, hvad frigørelsesprojektet må være. Derfor er det også af absolut vigtighed, at vi i SUF repræsenterer så bredt et udsnit af undertrykte grupper, og i første omgang de mest bevidste blandt disse. Vi repræsenterer som unge en del af de undertrykte grupper inden for vores klasse. Vi prøver at tage en uddannelses, hvis vi ellers har fået en fordelagtig gevinst i karakterlotteriet, og bliver undervejs udsat for en fremmedgørende balancegang mellem at realisere vores drømme og at kvalificere os efter arbejdsgivernes interesser.
(I princippet er det absurd at kalde kapitalister for arbejdsgivere. Objektivt set er det jo os, der giver en del af vores arbejdskraft væk, endog gratis, da det jo er en præmis for at få den lønnede del af arbejdet. Altså er vi de egentlige arbejdsgivere…)
Vi opfatter os selv som undertrykte, og den undertrykkelse kæmper vi mod, når vi kæmper for socialisme. Men en revolutionær kamp kræver en samling af alle undertrykte grupper inden for arbejderklassen og en fælles kamp. Den samling må vi arbejde aktivt for. Uden de forskellige grupper inden for den samme bevægelse, kan vi ikke udvikle de fælles svar og et fælles program for en bedre verden. Det er derfor vi går ind for selvorganisering for arbejderklassens undertrykte mindretal. Ved at tillade dette, i vores organisation og i vores bevægelse, forbedrer vi muligheden for revolutionære (med forskellige erfaringer) at udvikle politik og løsninger.
I dagens situation er det vigtigt at komme i kontakt med lagene af unge fra etniske mindretal. Vi må gøre en indsats for, som lokalgrupper og som landsorganisation, at knytte bånd med organisationer og grupper blandt etniske minoriteter. Vi må udarbejde aktiviteter, som vi kan invitere til deltagelse i.
Vi må samtidig også arbejde i vores uddannelsesorganisationer fra landsplan til undervisningslokaler og igangsætte progressive undervisningsformer, der lægger op til politisk diskussion og konkrete forbedringer i hverdagen.
Vi må gå ind i uddannelsespolitikken med perspektivet om fælles kamp som lærlinge, elever og studerende. Hvor det kan lade sig gøre også i samarbejde med lærerstanden og andre arbejdere i den offentlige sektor. Konkret må vi søge et praktisk samarbejde med Enhedslisten på mange niveauer.
Kampen mod racisme er en åbning for SUF, hvor vi for alvor kan vise vores potentiale, som revolutionær ungdomsorganisation. Vi kan vise, at vi kan få hele organisationen til at spille sammen omkring at udføre at massivt politisk arbejde ude i virkeligheden. Kampen mod Irak-krigen og Vinterkampagnen har i forvejen bragt niveauet ift racisme, imperialisme og integration op på et højt plan. Ved at fortsætte dette arbejde, og opnå stor og udbredt erfaring i organisationen, kan vi også gøres os håb om at konkludere på et generelt plan og udvikle dele af vores programmatiske grundlag – i takt med vores erfaringer. Det kræver at alle opfatter kampagnen som en kollektiv opgave, som alle deltager i på lige fod. Kun sådan kan vi på et senere tidspunkt kollektivt vurdere, hvad i vores politik, der var rigtigt og forkert.