Nordjyske Stiftstidende, 2. maj 2009
Som en af få byer i verden får Aalborg nu to parker med fritvoksende hamp-planter.
Omkring 30 planter bliver lørdag morgen gravet i jorden i Kildeparken og i Slotsparken.
Men planterne får nok ikke lov til at stå længe nok til, at de vokser sig til en turistattraktion. Hampplanterne er nemlig ulovlige, for de kan bruges til at udvinde hash.
Det er SUF Aalborg – Socialistisk Ungdoms Front – der her til morgen tager gartnerhandskerne på og begiver sig ud i parkerne.
De medbringer omkring 30 hampplanter i junior-størrelse – omkring 15 centimeter høje. De er endnu for unge til at blive høstet, men selvom de altså ikke endnu kan bruges, så er de stadig ulovlige.
Men formålet er da heller ikke, at planterne skal vokse sig høstmodne.
- Nej, det får de nok ikke lov til. Men i anledning af den internationale dag for fri hash, så har vi valgt at markere det på den her måde. For det giver ingen mening at forbyde en plante, som ikke er farligere end alkohol eller tobak. Statskassen kunne tjene millioner på en legalisering af hash. De penge går i dag direkte i lommen på kriminelle bander, siger Maria Sloth fra SUF Aalborg, der sammen med en håndfuld andre vil plante hampen i dag.