Politik


Arbejdsplan for SUF 2009

Vedtaget på aktivitetsmødet okt. 08 og revideret på landsmødet april 09

Bevægelsesarbejde

Den daglige kamp for forbedringer er grundlaget for kampen for et socialistisk samfund, og derfor er det et centralt element i vores revolutionære strategi at opbygge og radikalisere sociale bevægelser.

Vi vil bakke vores bevægelsesarbejde op ved:

  • at udvikle vores politik på de områder, hvor vi har bevægelsesaktive.
  • kontinuerligt at diskutere og sætte fokus på bevægelsesarbejde som revolutionær strategi og derigennem aktivere SUF’ere i bevægelserne.
  • lokalt og nationalt at lave kampagner og aktivisme til støtte for de sager, som bevægelserne kæmper for.

I 2009 vil vi særligt prioritere at styrke vores arbejde i elevbevægelsen, fagbevægelsen og klimabevægelsen.

Uddannelseskamp

I forbindelse med elevbevægelsen er vores målsætning for 2009 at opbygge et netværk af SUF’ere, som er aktive i elev- og studenterpolitik, på minimum 100 personer, samt udvide og styrke vores uddannelsesgruppe med bl.a. afholdelse af minimum 2 uddannelsespolitiske seminarer.

Velfærdsprotester

Gennem vores bevægelsesarbejde og vores repræsentation i Genstart Danmark vil vi arbejde på at indkalde til nationale folkelige protester.

Velfærdsarbejdet koordineres af SUFs velfærdsgruppe, hvori ledelsen, faglig gruppe og uddannelsesgruppen skal være repræsenteret. Velfærdsgruppen konstituerer et Genstart Danmark-forhandlingsudvalg, der løbende orienterer ledelsen om sit arbejde.

Faglig kamp

En af de vigtigste sociale bevægelser er fagbevægelsen, fordi det er den bevægelse, som gennem strejker og faglige konflikter kan nedlægge produktionen og dermed mest direkte ramme kapitalisterne på pengepungen. Derfor er det også den bevægelse, som med stærkest kraft kan tilkæmpe sig progressive forandringer på kort sigt og potentielt fungere som drivkraft i grundlæggende samfundsforandringer på længere sigt.

I 2009 vil vi styrke vores faglige arbejde ved:

  • inden for rammerne af vores politik at ændre på kultur og arbejdsformer i vores organisation, således at vi bedre kan rumme unge fagligt aktive og teknisk skole elever.
  • at arbejde for 100 % faglig organisering blandt aktive SUF’ere, som er i arbejde.
  • at deltage så talstærkt som muligt i LO’s jobpatrulje
  • at styrke og udvikle vores faglige gruppe.
  • at lave en økonomisk ansøgning hos LO med henblik på ansættelse af faglig sekretær og afholdelse af faglige aktiviteter generelt.

Internationalt solidaritetsarbejde

2009 er året, hvor SUF begynder at engagere sig konkret i den internationale solidaritetsbevægelse med ligesindede politiske organisationer i andre verdensdele og aktivt begynder at støtte socialistiske bevægelser i den såkaldte 3. verden.

Konkret vil SUFs ledelse blive pålagt, i samarbejde med international gruppe, hurtigst muligt i starten af 2009 at tage initiativ til nedsættelse af en gruppe, der skal planlægge og koordinere dette arbejde. Formålet med denne gruppe, hvor alle interesserede medlemmer af SUF kan deltage, er dels at udarbejde det nødvendige, teoretiske grundlag for et sådan konkret solidaritetsarbejde, dels at undersøge grundigt til hvem og hvordan SUF kan yde støtte, dels at udarbejde en plan for hvordan denne støtte kan etableres, både ift. SUF og ift. modtagerorganisationerne, og endeligt at udarbejde et færdigt forslag til SUFs fremtidige solidaritetsarbejde, der skal fremlægges for organisationen ved AM09.
Gruppen står til regnskab overfor stormøderne alene, mens ledelsen forpligter sig til løbende at holde kontakt med gruppen via en kontaktperson.

Intern debat

Som en vigtig national prioritering i 2009 skal vi fokusere på at udvikle niveauet for vores interne debat og politikudvikling samt lægge kræfter i at aktivere og inddrage nye medlemmer i organisationens aktiviteter og politikudvikling.

Vigtige elementer i dette arbejde vil være:

  • at udvide og styrke vores skolingsgruppe.
  • at udvikle et introduktionsforløb for nye SUF’ere.
  • at styrke den lokale skoling og politiske udvikling, særligt i lokalgrupperne.
  • at udvikle brugen af vores interne debatforum og debatmulighederne i vores medlemsblad.

Klimakampagne

I 2009 er det vores mål at bidrage afgørende til opbyggelsen og radikaliseringen af en stærk og bred klimabevægelse, som kan sætte radikale krav på dagsorden i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Det vil vi gøre gennem en kampagne, som skal løbe henover hele 2009 og sætte fokus på:

  • den ulige fordeling af konsekvenserne ved klimaproblemerne.
  • hvem der har ansvaret for de klimaproblemer, verden står overfor, og hvordan problemerne hænger sammen med den måde, vores samfund er skruet sammen på.
  • vores konkrete krav til topmødet i 2009.

I forbindelse med kampagnen vil vi deltage aktivt i planlægning af en international klimalejr i Danmark i sommeren 2009.

Det politiske grundlag for SUFs klimaaktiviteter er den klimapolitik, som vi vedtog i 2007.
Aktivitetsmødet nedsætter en åben gruppe, som påbegynder forberedelserne til kampagnen og tager kontakt til de andre grupper i klimabevægelsen med henblik på samarbejde. Det tilstræbes at inddrage lokalgrupperne og SUFs klimaaktive medlemmer i alle dele af kampagnen.

Vinterkampagne med temaet ‘statsracisme’

Følgende fire paroler, problemstillinger og løsningsforslag er grundlag for kampagnen.

Drop asylcentre – hjælp fra dag ét, i gang fra dag ét!
Den danske asylcenter-model med lange ophold på op til flere år i lukkede asylcentre, uden at vide, om man er købt eller solgt, og med ringe mulighed for kontakt til omverdenen og ingen mulighed for et normalt liv, giver i mange tilfælde varige psykiske mén for asylansøgere – dette er ikke en værdig behandling for noget menneske.
Vi skal hjælpe de folk, der kommer til Danmark, med at få et normalt liv og en normal tilværelse.
De folk, der kommer til landet, skal hurtigst muligt hjælpes til fast bolig, uddannelse og arbejde. De skal hverken assimileres eller integreres men inkluderes i vores samfund.
Folk med psykiske problemer som følge af krig, politisk forfølgelse, tortur eller andre overgreb skal have akut hjælp og ro, når de kommer til landet, ikke sendes igennem en hård og opslidende behandlingsproces i et racistisk og statisk system.

Stop forskelsbehandlingen af kvoteflygtninge – tag de svageste først
Ifølge en FN-resolution er Danmark hvert år forpligtet til at tage imod 500 af verdens flygtninge.
I stedet for at løfte vores ansvar og hjælpe verdens svageste til et normalt liv, velkommer vi kun dem, der allerede er højt uddannede og derfor straks kan bidrage til økonomisk vækst. Dette er på ingen måde hensigten med FN-resolutionen, og i stedet for at dreje den til egen fordel skal vi påtage os vores ansvar for at hjælpe verdens svageste først. Som et af verdens rigeste lande burde vi netop kunne hjælpe ikke-uddannede til at kunne få en uddannelse og et værdigt liv.

Stop udvisninger – det handler om liv
Over de seneste år er antallet af udvisninger af udlændinge steget markant.
En af de hårdest ramte grupper er kvinder, der er blevet udsat for trafficking med prostitution som mål. Flere af disse kvinder har fået lovning på regulært arbejde i Danmark.
Disse kvinder opholder sig ifølge dansk lovgivning ulovligt i landet. Bliver de opdaget, eller går de til de danske myndigheder for at slippe ud af prostitutionen og vidne mod deres bagmænd, står de til udvisning. Udvisning til det land, de kom fra, tilbage i armene på de bagmænd, der handlede dem i første omgang. Desuden har mange modtaget trusler mod deres familier, hvis de går til myndighederne.
Vi skal hjælpe disse kvinder ud af prostitution, tilbyde dem ny identitet, et normalt arbejde, statsborgerskab og beskyttelse for dem og deres familie.

Ligeledes bliver afviste asylansøgere og udviste mennesker med indvandrerbaggrund i større grad tvangshjemsendt. Ofte til politisk forfølgelse og/eller et krigshærget land.
Flere af de udviste danskere med indvandrerbaggrund har været veluddannede og velintegrerede mennesker med en familie, de har måttet efterlade i Danmark. Andre gange er børn blevet hjemsendt efter skilsmisser i sammenførte familier. Disse børn bliver sendt tilbage til et samfund og et land, de ikke har nogen forbindelser til, og man må i flere tilfælde formode, at deres levestandard forringes.
Flere afviste irakere er blevet hjemsendt på trods af, at FN ikke betegner Irak som et sikkert land at bo i. Udenrigsministeriet har mistet kontakten med flere af de udviste irakere, og deres skæbne er nu uvis.
Det er uanstændigt at behandle mennesker som kvæg, man flytter rundt på efter eget forgodtbefindende.
Vi kan som samfund ikke fralægge os ansvaret for de konsekvenser, der følger af udvisninger og tvangshjemsendelser. Derfor bør alle udvisnings- og tvangshjemsendelsesprogrammer ophøre øjeblikkeligt.
Vi skal som samfund tage os godt af de mennesker, der søger til Danmark, og ønsker de at blive bosiddende her, skal dette ønske selvfølgelig indfries uden forbehold.

Skrot starthjælpen og 300/450-timersreglen – nej til forskelsbehandling
300-timersreglen (som måske snart bliver udvidet til 450 timer) betyder, at for ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, gælder det, at en ægtefælle, der ikke kan dokumentere, at han/hun inden for de seneste to år har haft sammenlagt minimum 300 timers ordinært arbejde, bliver betragtet som reelt hjemmegående, hvilket medfører, at kontanthjælpen til den pågældende person falder bort.
Pr. 1. april 2008 trådte kravet om 300 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 24 måneder fuldgyldigt i kraft. Hvis ingen af ægtefællerne opfylder arbejdskravet, udbetales der alligevel én hjælp. Den bliver udbetalt til den af ægtefællerne, som kommunen vurderer er tættest på arbejdsmarkedet.

7 ud af 10 par, der er omfattet af loven, er af anden etnisk baggrund end dansk.
Den 1. april 2008 var det kun 1/3 af parrene, hvor begge var på kontanthjælp, der levede op til kravet, og begge partnere kunne modtage kontanthjælp som vanligt. De sidste 2/3 af parrene fik taget den enes bistand – heraf er langt de fleste danskere med indvandrerbaggrund, og cirka 8 ud af 10 er kvinder.
Selvfølgelig skal folk hjælpes i arbejde, forudsat at de er arbejdsdygtige, men det nytter ikke noget at tvinge folk ved at tage deres penge fra dem.
Og hvad værre er, når de bliver smidt ud af kontanthjælpssystemet, ryger al kontakt også med systemet. Det vil i praksis sige, at disse kvinder bliver afskåret fra systemet og ikke vil modtage tilbud om hjælp eller uddannelse.
Sjældent har en lov ramt så skævt, og denne skal hurtigst muligt slettes fra de danske lovbøger.

EU-parlamentsvalgkampagne

I forbindelse med valget til EU-parlamentet i 2009 vil vi lave en kampagne mod den Europæiske Union, og vi vil i den forbindelse gerne samarbejde med Ungdom mod EU.
Det politiske indhold af kampagnen udvikles af EU-gruppen, evt. i samarbejde med Ungdom mod EU, og godkendes på landsmødet.

Skolestartskampagne om klima

I august og september skal vi for alvor have fart på klimakampen. Samtidig bliver det et emne som kommer til at være på alles læber. Derfor skal vores skolestartskampagne handle om klima.

Kampagnen skal have tre konkrete mål:

  • At starte lokalgrupperne op igen
  • At komme ud på uddannelsesstederne med et politisk budskab
  • At mobilisere unge til aktionerne i forbindelse med klimatopmødet i København

Ved skolernes start gennemføres følgende aktiviteter i forlængelse af hinanden:

  • Tilstedeværelse på uddannelsesinstitutioner gennem uddeling af materialer
  • National aktionsdag
  • Introseminarer for nye medlemmer

Kampagnen skal udformes af en åben arbejdsgruppe, som udformer den politiske linje for kampagnen på baggrund af udtalelserne “SUFs klimapolitik” fra 2007, “SUF og klimabevægelsen” fra 2008 og “Klimakamp er klassekamp” fra 2009.
Vi ønsker at samarbejde med Enhedslisten om denne kampagne, hvis det er muligt at få dem til at bakke op om vores revolutionære klimapolitik.

Organisationsopbygning

SUF har fået mange nye medlemmer og oprettet mange nye lokalgrupper. Nu er tiden inde til at konsolidere resultaterne, hvilket betyder, at vi i en periode skal satse på kvalitet frem for kvantitet. Det er således ikke et mål i sig selv at rekruttere mange nye medlemmer og oprette mange nye lokalgrupper. Derimod skal der satses på at fastholde, udvikle og uddanne de medlemmer, vi er nu. De lokalgrupper, som allerede eksisterer, skal opbygges ved hjælp af politiske diskussioner, politisk handling og selvstændig økonomi.
Satellitsekretariatet skal styrkes og støttes, da det er vigtigt for opbygningen af SUF i provinsen.

Stormøder

Der afholdes landsmøde fra torsdag d. 9. april til søndag d. 12. april.
Der afholdes aktivitetsmøde fra fredag d. 23. oktober til søndag d. 25. oktober.
Ledelsen varetager, at der afholdes minimum 2 regionalt spredte forstormøder før Lands- og Aktivitetsmødet.