Politik


Vejle: Demonstration forløb fredeligt

Vejle Amts Folkeblad, 10. november 2008

300 unge socialister gik lørdag eftermiddag gennem Vejle midtby for at demonstrere mod nazisme og fremmedhad. Der var politi- eskorte hele vejen, men det blev ikke nødvendigt at skride ind.

Politiet holdt et vågent øje med udviklingen, da omkring 300 unge marcherede gennem Vejle midtby lørdag eftermiddag. Helt klædt i sort og med ringe i øjenbryn og næser markerede de unge deres modstand mod nazisme og fremmedhad med kampråb og store bannere.

Tidligere har lignende demonstrationer i København og Århus udviklet sig til slåskampe, da moddemonstranter fra den anden lejr er dukket op, men i Vejle fik socialisterne gaderne for sig selv, og demonstrationen forløb fredeligt.

Flere nazister i Vejle

Demonstranterne mødtes på Vejle Banegård kl. 14, hvor unge fra hele Jylland troppede op for at være med. Flere politiske ungdomsorganisationer fra venstrefløjen stod bag arrangementet i Vejle, og årsagen var ifølge gruppens talsmand at give nynazisterne svar på tiltale.

- Fire unge fra Socialistisk Ungdomsfront blev overfaldet af nynazister efter et møde i Vejle i efteråret og måtte efterfølgende på sygehuset. Demonstrationen er vores reaktion, forklarede talsmanden Thor, der – på linje med de øvrige demonstranter – ikke vil have sit efternavn i avisen af frygt for at blive opsøgt af nynazisterne.

Den 20-årige talsmand bor i Vejle og studerer til lærer på første år, og det er hans vurdering, at nynazisterne er begyndt at markere sig i Vejle i den seneste tid.

- De sætter klistermærker op, og vi ved, at der er i hvert fald seks nynazister, der hører til her i byen. Vi frygter, at det udvikler sig til et nazistisk miljø som i Århus, og derfor er det vigtigt, vi viser vores modstand, sagde Thor.

Ingen folkelig opbakning

Han havde håbet, at mange vejlensere ville tilslutte sig demonstrationen, men det var primært unge socialister, der råbte »ingen nazister i vores gader«. Bagest i flokken var dog enkelte i andre aldersgrupper. Heriblandt Margit på 61, der selv er tidligere aktiv på venstrefløjen.

- Jeg er her for at støtte de unge mennesker i kampen mod fremmedhad. Det eskalerer hele tiden, og jeg er faktisk flov over den regering, vi har, sagde hun.

Socialisterne sluttede demonstrationen i Vejle Bypark sidste på eftermiddagen, hvor de holdt taler, folkekøkken og koncert.