Nyliberalisme (Neoliberalism):
”en opdateret version af klassisk politisk økonomi, dedikeret til markedsindividualisme og minimalstatstanken”
Liberalismen er den kapitalistiske produktionsmådes ideologiske udtryk, og grundtankerne blev grundlaget for de borgerlige revolutioner.
Klassisk liberalisme:
Frihed: opfattes som individets frihed, til at gøre hvad den enkelte vil (uden at det skader andre i nævneværdig grad). Den enkeltes frihed til selv at bestemme over sit liv, som ikke må begrænses af f.eks. fællesskaber, staten o.l.
Det liberale Frihedsbegreb bygger på en opfattelse af at alle er født lige, og dermed skal have lige muligheder for f.eks. loven, i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Basalt set betyder liberalismens frihed, friheden til at eje og frit spil for markedskræfterne. De mener, at konkurrencen betyder, at udbud og efterspørgsel regulerer markedet og sikrer at der produceres det, som folk ønsker. I og med at mennesker opfører sig rationelt, efterspørger de det, de ønsker mest og produktionen og priserne tilpasser sig denne efterspørgsel, så produktionen tilpasses hvad folk ønsker.
Nyliberalismen:
Hovedmålet for nyliberalismen er at ”tilbagerulle” staten, fordi de mener at markedskræfterne vil medføre effektivitet, vækst og velstand.
Privatejendommen over virksomheder er et vigtigt element, og er klart at foretrække frem for statsejede virksomheder. Konkurrencen vil sikre det rigtige udbud af varer og vil sikre en fortsat udvikling af teknologi osv.
Hovedelementet i samfundet er individet og familien, som selv er ansvarlig for deres egen ”lykke”.
Den moderne liberalisme:
Karakteriseres ved en mere åben indstilling til statsintervention end de ovenstående, ud fra en erkendelse af at industrikapitalismen medførte nogle uligheder. Derfor udvikledes opfattelsen af et vist niveau af velfærd og regulering af markedskræfterne, så individet får mulighed for ”selvudfoldelse” og ”udvikling”. Dette skal beskytte de svageste, som ikke kan beskytte sig selv. Målet er at individer bliver i stand til at tage ansvaret for sig selv og deres valg.
Skolestartskampagnegruppen har besluttet at kampagnen primært bliver en kampagne mod den borgerlige regerings politik, for at den bliver konkret. Fokus vil være den nationale politik. Den borgerlige regering kan karakteriseres som en mellemting mellem nyliberalisme og moderne liberalisme, men har de samme ideologiske tanker, som liberalismen traditionelt har haft.
Den socialistiske kritik af liberalismen spænder selvfølgelig vidt, vi vil her opridse den overordnede kritik, og bagefter vise hvordan den viser sig rent konkret med regeringens politik.
Fri konkurrence kan ikke opfylde menneskelige behov
Kapitalismen, med sin ”frie” konkurrence på markedet har vist sig ikke at fungere hensigtsmæssigt. Da kapitalismen opstod var den et fremskridt fordi den samlede produktionen og sikrede en fortsat udvikling af teknologien pga. konkurrencen, det gjorde det muligt at øge produktionen så ingen behøver at lide nød på nogen måde.
Men i det kapitalistiske system er der indbygget en række modsætninger. Modsætninger mellem den private ejendomsret over produktionen overfor ”samfundets behov” og mennesket som kreativt væsen.
Den private ejendomsret betyder, at enhver kapitalist/arbejdsgiver stræber efter mest mulig profit. Hvilket både betyder, at han forsøger at producere det, der kan sælge og give profit, og ikke hvad der er brug for. Et godt eksempel er, at der ikke bygges boliger til unge mennesker i dag, fordi det ikke skaber nok profit, selvom det er tydeligt, at der er brug for det. Et internationalt eksempel er AIDS medicin til afrikanere, som har brug for det, men som ikke har råd til at betale for det. Samtidig betyder konkurrencen, at kapitalisten hele tiden må stræbe mod at producere billigst muligt, hvilket vil sige at han prøver at sænke lønninger, bruge så lidt penge som muligt på arbejdsmiljø, lader være med at tage hensyn til miljøet osv. Ikke nødvendigvis fordi han har lyst til dette, men det er han nødt til, hvis han vil overleve i konkurrencen med de andre kapitalister. Kapitalismen betyder altså, at der ikke produceres hvad der er brug for, men hvad der kan skabe profit, og i sin natur ikke tager hensyn til lønmodtagere, miljø o.l.
Samtidig kommer kapitalismen jævnligt i krise. Det sker primært fordi arbejderne ikke får udbetalt en løn svarende til det de producerer, hvis de gjorde ville der ikke komme et overskud til arbejdsgiveren. Men nogen skal jo købe varerne, og arbejdsgiverne bruger ikke hele deres overskud til at købe varer, men også på investeringer, børsspekulationer o.l. Det betyder, at der hober sig varer op. Så længe kapitalisterne investerer i ny produktion, og finder nye markeder kan kapitalismen gå fremad. Men på et tidspunkt indtræder der en krise. Når kapitalisten indser, at han ikke kan tjene nok på at investere, fordi han ikke kan finde nye markeder og varerne har hobet sig op, stopper han med at investere, og i stedet for at gå frem begynder økonomien at gå tilbage. Processen er selvfølgelig meget kompliceret, men det kan vi ikke gå ind på her, så det bliver lidt overfladisk. Kriserne er altså overskudskriser, der opstår fordi, der er for mange varer, som ikke kan sælges, hvilket er fuldstændig grotesk.
Når et firma kan se de ikke kan komme af med alle deres varer, begynder de at fyre folk, som jo så har færre penge at købe for, og på den måde skabes en nedadgående spiral.
Det er klart at balancen igen genoprettes på et tidspunkt – kapitalismen kommer ikke ud i en ”endelig” krise og kollapser.
Under disse kriser vil arbejdsløsheden stige, velfærden skæres ned osv. Det er altså primært lønmodtagerne og børn, unge og ældre der rammes af en sådan krise.
Man kan altså se at liberalismens tro på markedskræfterne ikke virker til at sikre menneskelige behov.
Liberalismens frihed – friheden til at eje
Det samme gælder liberalismens frihedsbegreb. I praksis betyder liberalisternes frihed, i virkeligheden frihed til at eje. Et af de mest ukrænkelige principper i Grundloven er ejendomsretten. Men ikke alle kan eje en virksomhed. Liberalismens frihed betyder frihed for et lille mindretal til at tjene penge på andre menneskers arbejde, mens det store flertal er tvunget til at gå på arbejde hver dag for at overleve, og hele tiden begrænses af økonomiske barrierer.
Det er klart, at vi som socialister mener, at alle er født lige værdige, men i dette samfund har alle ikke lige muligheder. Den sociale arv eksisterer i bedste velgående, man bliver mere eller mindre hvad ens forældre har været. Den borgerlige frihed bliver altså mindretallets frihed til at undertrykke flertallet.
Den borgerlige regering i Danmark følger i høj grad liberalismens grundprincipper.
Man kan sige at den har bevæget sig fra den ultimative liberalisme med minimalstat, tættere på den ”moderne” liberalisme, hvor en vis grad af velfærd beholdes. Dette er nok ikke fordi regeringen ikke er liberalister. Fogh skrev jo som bekendt bogen om minimalstaten, nok nærmere fordi der ikke er stemmer i at kræve al velfærd afskaffet. Regeringen forsøger at pakke deres politik ind i fraser som sikring af velfærden o.l., som vi har set ønsker en række fremtrædende venstre-medlemmer en endnu mere åbenlys hardcore liberalistisk linie.
Samtidig med at regeringen fører liberal politik, befinder verden sig lige nu i en økonomisk nedgang, som også er ved at ramme Danmark. Med stigende arbejdsløshed o.l. til følge. Det betyder at regeringen uanset om den vil det eller ej må skære mere i den offentlige velfærd.
Nedskæringer kan dog ikke alene begrundes i økonomisk nedgang. Regeringens skattestop, som er en del af liberalismens tankegang, hvor primært de rige tilgodeses, betyder yderligere nedskæringer.
Privatiseringer
Regeringen følger liberalismens grundsætninger om, at privat eje og konkurrence er det bedste i fin stil. De følger det liberalistiske grundprincip, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Der sker i øjeblikket en privatiseringsbølge. I og med kapitalismen er i en blindgyde, leder kapitalisterne efter nye områder for at skabe profit, og her kommer de offentlige områder ind. Virksomheder som PostDanmark, DSB, Teledanmark, Københavns energi, lufthavnen, samt bustrafik, sundhed og børnepasning liberaliseres. Samtidig med der er snak om at privatisere områder som arbejdsformidling, arbejdstilsyn o.l.
Det er klart, at hvis der skal skabes profit på disse områder, så skal der ske effektiviseringer, hvilket på almindeligt dansk betyder fyringer og forringelser af arbejdsvilkår, samt dårligere service. Staten kan kun sælge en offentlig institution der giver overskud.
Et godt eksempel på at regeringen ønsker privatiseringer frem for alt er hele sagen omkring Arriva, hvor DSB faktisk havde givet et billigere tilbud, men Arriva alligevel blev valgt til at køre strækningen i Jylland.
Privatiseringer betyder altså både dårligere arbejdsforhold samt en betydeligt forringet service. Hvilket bustrafikken i København er et godt eksempel på; chaufførerne slides ned, billetpriserne stiger, busruter nedlægges selvom de bruges af mange osv.
Regeringen argumenterer med at befolkningen skal have frit valg, men det bliver ikke et frit valg for det store flertal.
Dem der har råd har frit valg til f.eks. at vælge private sygehuse, hvor der er kortere ventetid, mens de der ikke har råd, ikke har mulighed for at vælge. De henvises dermed til offentlige sygehuse hvor servicen udhules. Sygehusområdet er et godt eksempel på hvad der sker ved privatiseringer. En del af plejen flyttes over i den private sektor, og forskellige firmaer overvejer at lave private sygeforsikringer til de ansatte for at sikre at de kommer hurtigt på arbejde igen.
Dette er med til at udhule den offentlige sygesikring, og til sidst er der kun et minimum offentlig service tilbage, til dem der absolut ikke har råd til at betale for privat pleje.
Samtidig kan de private sygehuse tilbyde højere løn til læger og sygeplejersker end det offentlige, og kan på den måde trække arbejdskraft ud af de offentlige sygehuse. Dette kan de gøre fordi de private sygehuse kan tillade sig kun at udføre de behandlinger der kan tjenes penge på.
Velfærdssamfundet
Regeringens politik betyder at velfærdsstaten som vi kender den ændres.
Regeringen forsøger at skelne mellem velfærdssamfund og velfærdsstaten. De siger de vil skære i velfærdsstaten og sikre velfærdssamfundet. Men det betyder i virkeligheden bare, at de mener at velfærd skal være et gode som folk selv skal betale for.
De goder som arbejderne har kæmpet for op igennem sidste århundrede fjernes et for et. Princippet var tidligere at alle havde ret og pligt til en række ydelser. Man havde f.eks. ret til sygehusbehandling, arbejdsløshedsunderstøttelse o.l.
Afmonteringen af velfærdsstaten betyder at vi i højere grad går over til et princip om at sociale ydelser kun skal gælde de mest trængende. På den måde får vi en almissevelfærd, hvor man skal ”bede om nåde” for at få hjælp, og hvor det offentlige skal afgøre om man er trængende nok til at modtage støtte.
Det udhuler selvfølgelig velfærden endnu mere og splitter grupperne op imod hinanden.
Nedskæringer
Velfærden udhules ikke bare gennem privatiseringer og liberaliseringer, men også gennem regulære nedskæringer. De seneste år har vi set nedskæringer på stort set alle områder af velfærden.
Samtidig kræver regeringen mere af disse områder og forsøger at styre dem efter principper brugt i private virksomheder, såsom mål- og rammestyring. Hvor sygehuse f.eks. skal nedbringe ventelisterne for at gøre sig fortjent til penge. Hvor daginstitutioner skal opstille virksomhedsplaner for at opfylde mål. Hvor offentlige institutioner selv skal forvalte budgetterne, med stadig færre penge, så institutionerne selv bliver ansvarlige for nedskæringerne, og regering, kommuner og amter på den måde forsøger at fralægge sig ansvaret.
Dette delvist begrundet i et skattestop som primært tilgodeser de rigeste. Det er rigtigt at skatten er høj for almindelige arbejdere, og burde sænkes for dem, under de nuværende forhold. Men når regeringen vil tilgodese de rige og virksomheder kan dette ikke lade sig gøre. I stedet for brude formueskatten genindføres, virksomheder og multinationale selskaber burde beskattes langt kraftigere osv.
Den økonomiske krise får skattestoppet til at betyde endnu voldsommere nedskæringer. Regeringen havde et mål om flere i arbejde hvis skattestoppet skulle holde, i stedet er arbejdsløsheden steget. Vi kan altså se frem til endnu mere massive nedskæringer i fremtiden.
Arbejdsløsheden stiger i øjeblikket, og de arbejdsløse kan se frem til dårligere forhold end de kunne for år tilbage. Dagpenge og andre overførselsindkomster er faldet de sidste år, samtidig med at forholdene generelt er forværret for arbejdsløse. Et forhold der rammer både dem uden arbejde og dem med, da det kan medføre at de vil gå længere for at beholde et job.
Klassepolitik
At regeringen fører utilsløret klassepolitik viser sig på flere områder.
For det første har regeringen effektivt ført en politik mod alle der kunne tænkes at modsige dem. Det gælder alt fra nedlæggelse af råd og nævn der havde kritiske røster, hvorefter regeringen har oprettet nye, der er mere venligtsindede.
Det samme ses i hetzen mod f.eks. bestyrelsen i DR, der beskyldes for at være for venstreorienterede, måske fordi de ikke altid tiljubler regeringen.
Men mest tydeligt ses regeringens klassekarakter tydeligst i deres politik omkring arbejdsmarkedet, hvor det er tydeligt at de er på arbejdsgivernes side.
Regeringen vedtog bl.a. et forslag om deltidslov der klart tilgodeser arbejdsgiverne, samtidig med at der har været snak om at forbyde eksklusivaftalerne. Eksklusivaftalerne er en ret arbejderne har tilkæmpet sig, hvor det kræves at alle på bestemte virksomheder er organiseret i fagforeninger. En ret som arbejderne har fået ved at give afkald på andre ting.
Derudover har regeringen foreslået at gøre A-kasserne statsejede. Måske det eneste område hvor regeringen snakker om statseje frem for privat initiativ, og et tiltag som kan smadre fagforeningernes styrke. Samtidig med at tilsynet med arbejdspladserne arbejdsmiljø skal gøres løsere.
Sidst men ikke mindst ser vi en tendens til at underminere kollektive aftaler og gøre arbejdskraften mere ”fleksibel”, hvor f.eks. et stigende antal håndværkere tvinges til at kalde sig selvstændige og ansattes under forhold uden sikret ferie, sikring ved sygdom, fast ansættelse osv.
Globalt
Det er ikke bare nationalt at den liberalistiske politik breder sig.
Udenrigspolitisk fører den danske regering også liberalistisk politik. Hvor f.eks. ulandsbistanden skæres ned og tydeligst af alt viste det sig da regeringen valgte at deltage i krigen mod Irak. Men også på internationalt plan ses den liberalistiske politik.
Kapitalismens interesser varetages på internationalt plan af organisationer som IMF, verdensbanken og WTO.
WTO er en international handelsorganisation, som udbreder fri handel på verdensplan. Her vises stormagternes hykleri tydeligt. Samtidig med at de kræver toldbarrierer sænket i andre lande, kæmper de med næb og klør for at opretholde egne barrierer på f.eks. landbrugsområdet. En politik der f.eks. betyder at mens tusindvis af mennesker dør af sult ligger der mad og rådner op i EU’s lagre.
Den liberalistiske logik med fri handel udbredes især gennem organisationerne IMF og Verdensbanken, der til gengæld for indførsel af fri handel, nedskæringer i de offentlige budgetter o.l. tilbyder lån til ulandene til ågerrenter.
Det lægger i kapitalismens natur at udbredes over hele verden i jagt på nye markeder. Men samtidig kan kapitalismen ikke tillade at alle lande kommer op på samme niveau som vesten. Det eneste der i virkeligheden bekymrer de såkaldte ”fortalere for menneskerettigheder” er indtog på nye markeder. Dette sås f.eks. tydeligt i Irak-krigen, hvor det var Iraks olie og ikke den irakiske befolkning der bekymrede de imperialistiske stormagter. Besættelsesmagterne kæmper i dag med hvordan der indsættes et styre de er venligtsindede overfor dem, og har endnu ikke fundet anden løsning end at undertrykke irakernes kamp for demokrati.
Samlet set
Regeringens politik er overordnet set, i samarbejde med den økonomiske krise, i færd med at smadre det samfund vi i dag kender. Vi går mod et samfund hvor enhver må klare sig selv eller gå tiggergang. Regeringens politik rammer alle arbejdere, unge, gamle, syge osv. Regeringens taktik er smart. De foretager deres nedskæringer lidt efter lidt, og forsøger på den måde at spille forskellige grupper ud mod hinanden. De lægger skylden for arbejdsløshed på de arbejdsløse selv, som om det er deres skyld at de bliver fyret og de ikke kan få job. De udhuler den offentlige velfærd så private alternativer bliver mere attraktive. De splitter samfundet op i dem der har råd og dem der ikke har.
De skyder skylden for al dårligdom på indvandrerne og fører en direkte inhuman politik. De forsøger at begrænse ytringsfriheden ved at politisere DRs bestyrelse og skræmme kritiske kunstnere ved at true med at fratage dem statsstøtte.
Den virkelige synder er det kapitalistiske samfund, og det eneste der kan stoppe den borgerlige regering og deres vanvid, er at vi som socialister kommer med et klart alternativ til deres politik.
Vores alternativ er klart – et socialistisk samfund.
Det kapitalistiske samfund bygger som sagt på den private ejendomsret og konkurrence. Dette betyder at ressourcer spildes, at miljø og mennesker ødelægges, krige og sult og generelt kaos.
Det “frie” marked, hvor konkurrerende enkeltkapitalister kæmper om at tjene mest muligt profit, fører til dobbeltarbejde og en masse unødige udgifter: konkurrerende firmaer, der i stedet for at samarbejde bruger millioner på at lave den samme forskning og udvikling, på reklamer, der skal lokke os til at købe netop deres produkt, på lobbyister, der skal tale deres firmas sag over for regering og forskellige organisationer, på sagførere til de sager, der uundgåeligt opstår under konkurrence o.s.v., o.s.v.
Når man ved, hvor mange ting der rent faktisk er brug for i verden – ikke bare blandt sultende i Afrika, men lige så meget i et land som Danmark i form af boliger, nye skoler, bedre hospitaler o.s.v., o.s.v, – så er det allerstørste spild i kapitalismen alle de ressourcer, der kunne bruges, men som ikke bliver brugt. Overalt i verden er der arbejdsløshed – det er en vanvittig sygdom, som kapitalismen er kronisk inficeret med.
En arbejdsløshed der lige i øjeblikket er stigende. I Tyskland er der f.eks. over 4 mio. arbejdsløse.
Hvis man vil gøre op med alle disse store problemer én gang for alle, er det nødvendigt at tage fat om ondets rod. Kapitalisterne og deres repræsentanter i diverse regeringer har haft masser af tid til vise, hvad de kan – og løse problemerne kan de i hvert fald ikke. Det er ved at være på tide, at arbejderklassen tager sagen i egen hånd, smider kapitalisterne på porten og sætter sig selv i spidsen af samfundet. Så kan man afskaffe kapitalismens kaos og det “frie” markeds vilde op- og nedture (se bare på børserne verden over lige for øjeblikket). I stedet for kapitalisternes private profitjagt kan man opbygge et velfungerende socialistisk samfund baseret på arbejderklassens egen overtagelse og styring af de største virksomheder, jorden, bankerne, fordelingen o.s.v. Når produktionen ikke længere skal indrettes efter, hvor meget en tilfældig enkeltperson kan tjene, så kan man sætte sig ned og på demokratisk vis planlægge hvad der skal laves, hvordan og til hvem. Er der brug for plejehjem og skoler? – jamen, så bygger vi da nogle. Er der folk der mangler et sted at bo? – så bygger vi da også det. Vil vi sikre ordentlige arbejdsforhold? – det vedtager vi da bare og fører ud i livet. Sådan vil man kunne sige og gøre, når det er arbejderklassen selv, der styrer samfundet og økonomien.
Skal der planlægges fornuftigt og efter den arbejdende befolknings egne behov, er det naturligvis nødvendigt at kende disse behov, og der må være frihed til at udtrykke dem. Kort sagt er ægte demokrati en absolut nødvendighed for en planøkonomi. Det vil ligeledes være nødvendigt med en drastisk nedsættelse af arbejdstiden for at sikre alle arbejdere mulighed for at deltage i demokratiet. Er disse forudsætninger til stede, og bliver udgangspunktet et fremskredent land som Danmark og en udvidelse af den socialistiske planøkonomi til stadig flere lande, så vil de kæmpefremskridt, som planøkonomien vil frembringe, få alt, der tidligere er set, til at blegne i sammenligning. I stedet for kapitalismens kaos med kriser, nedskæringer, arbejdsløshed, høje priser, ulighed og alle de andre “velsignelser” vil vi kunne bygge et samfund, der kan skabe ordentlige forhold for alle mennesker og sikre os alle en harmonisk fremtid.
Vi vil et samfund hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.
Det er klart, at vi som socialister kæmper imod regeringens politik på alle områder med næb og klør.
Når regeringen vil privatisere, går vi imod. Men vi stopper ikke der, samtidig med at vi kræver at virksomhederne forbliver statsejede, kræver vi at de ansatte selv bestemmer over arbejdsvilkår, at der tilføres nødvendige ressourcer, og at servicen forbedres. F.eks. må vi kræve at DSB forbliver statsejet, at priserne sættes drastisk ned, og at køreplanen tilpasses behovet.
Samtidig går vi imod enhver nedskæring i det offentlige. Det er rigtigt at økonomien er i nedgang, men der er stadig masser af penge i samfundet. Virksomheder tjener stadig store profitter, på andre menneskers arbejde, og ikke nok med det de tjener også penge på at folk ikke arbejder. T eksempel på dette er TDC, hvis aktier gik kraftigt i vejret da de fyrede over 1000 ansatte. Det betød 1000 mere der skal finansieres af skatten fra almindelige arbejdere – penge som ellers kunne være brugt på velfærd.
Vi må kræve at skattelettelserne kun gælder arbejdende mennesker, og at skatten må sættes kraftigt op for virksomheder. Hvis disse virksomheder truer med at flytte produktionen, så må vi sige ”bare gør det – så kører vi virksomheden selv”.
Vi ser ikke et velfærdssamfund som endemålet, men kæmper alligevel for at det i stedet for at udhules bliver udbygget. Det offentlige system er på mange måder opbygget efter socialistiske principper; der tjenes ingen profit og målet (burde være” at opfylde menneskelige behov, efter en kollektiv beslutning. Det er klart at der er en masse spild af ressourcer i det offentlige i dag, men det er hovedsageligt spild fordi man vil spare penge og opretholde bureaukrati der skal overvåge de ansatte. Vi ønsker en offentlig sektor hvor effektiviseringer fører til bedre forhold for ansatte og brugere.
De liberale beskylder os for at dette er vores endemål; et kæmpe forvokset statsbureaukrati, men det er det langt fra. Efter en revolution hvor produktionen planlægges og klasserne begynder a forsvinde ønsker vi at staten helt skal forsvinde. Det er i virkeligheden os der kæmper for det som liberalisterne siger de kæmper for; at staten forsvinder. Men vi mener den skal forsvinde når der ikke længere er brug for den, nemlig efter en revolution, når klassemodsætningerne er ophævet. På de forskellige områder kan vi opstille en række konkrete kampkrav, men vi kan samtidig opstille nogle overordnede retningslinier for disse krav:
Vi går imod almisseprincippet.
Selvom det kan virke paradoksalt at A.P Møller skal modtage folkepension, er det vigtigt at vi holder fast i at sociale ydelser er en ret. Hvis disse ydelser fjernes for nogle grupper af mennesker fjernes det fælles grundlag for at kæmpe for dem, og det vil til sidst kun være den allersvageste gruppe der modtager dem. På den måde bliver sociale ydelser gjort til noget man skal ”tigge sig til”. Vi går imod indkomstregulering.
Sociale ydelser skal ikke reguleres efter indkomst, af samme grund som ovenfor. Omfordelingen af samfundets goder bør i dette samfund ske efter et progressivt skattesystem, der hovedsageligt lægger skattebryderne på de rigeste og virksomheder.
Vi går imod overordnet imod omfordelinger mellem velfærdsområder.
Regeringen argumenterer for at det er nødvendigt at omfordele, hvis f.eks. sygehusene skal have flere penge må gymnasierne spare. Men det er bare en metode til at spille forskellige grupper ud mod hinanden; det ene år skæres gymnasierne, det næste sygehusene. Det er klart at vi går ind for omfordeling, men ikke på mikroplan, men på det store plan, omfordeling fra virksomhedsejere til arbejdere og velfærd.
Vi går imod at decentralisering bruges til nedskæringer og ansvarsforflygtigelse.
Vi går som socialister ind for at beslutninger tages så tæt på folk som muligt. Men i dag bruges decentralisering til at lægge ansvaret for nedskæringer ud på brugere og ansatte. Samtidig betyder det at der kommer forskellig standard på f.eks. folkeskoler alt efter om det er en rig eller fattig kommune.
Vi går imod brugerbetaling.
Vi mener at alle offentlige ydelser bør være gratis.
Det er (desværre) ret tydeligt at reformismen har spillet fallit. Vi kan blive ved at kræve forbedringer og reformer til den dag vi dør. Nogle reformer vil vi vinde, men historien viser at reformister som ikke vil bryde med det kapitalistiske samfund, må følge det og f.eks. skærer ned under økonomiske kriser, er på arbejdsgiverside under strejker osv.
Reformismen kan ikke sikre varige fremskridt, derfor er vi revolutionære.
Hvilket betyder at samfundet må ændres grundlæggende.
Vi er en ungdomsorganisation og tager udgangspunkt i unges hverdag og krav.
I denne kampagne må det være vores opgave at forsøge at vise sammenhængen i regeringens politik, og kæde den sammen med en generel kritik af kapitalismen.
En del af regeringens politik rammer direkte unge, eller vil ramme dem senere i livet. Mens andre områder formår at frastøde unge og få dem op ad stolene, som vi så det med krigsmodstanden. Ungdommen er de seneste år blevet radikaliseret og har deltaget i en række protester. Protester som i flere tilfælde har medført midlertidige sejre.
Det må være vores opgave at forklare sammenhængen mellem disse protester, men også at kæde ungdommens protester sammen med resten af befolkningens protester.
Kampen mod nedskæringer på gymnasierne må kædes sammen med f.eks. pædagoger, sygeplejerskers og alle andres kamp mod forringelser af velfærden. Og denne kamp må kædes sammen med f.eks. kampen mod privatiseringer, de privat ansattes kamp mod regeringens forslag på arbejdsmarkedet.
Ikke kun fordi det er en fælles kamp, men også fordi unge ikke kan stå i spidsen for en revolution. Vi har gode muligheder for at få vores ideer ud blandt unge, men hvis det skal resultere i en revolution, må ungdommen brede ideerne ud i arbejderklassen.
Det vigtigste er at man tager spørgsmålene op hvor man er. I SUF drejer det sig hovedsageligt om skoler. Man kan arrangere debatcafeer om alle mulige aspekter.
Man kan prøve at vise sammenhængen når der kommer nedskæringer på uddannelsesområdet og forslå at man går til pædagoger og sygeplejersker i ens by, og spørger om man skal demonstrere sammen.
Man kan både på sin skole og som SUF afdeling lave aktioner mod f.eks. en sygehuslukning, som rammer hele lokalområdet.
Eller nedsætte en aktionsgruppe på sin skole omkring trafikspørgsmålet, som både betyder højere billetpriser og måske dårligere forbindelse til skolen. Man kan foreslå at denne gruppe tager kontakt til de ansatte, og de folk i lokalområdet der også rammes af eksempelvis en privatisering af bustrafikken.
Osv. osv. osv. Eksemplerne er mange.
Det vigtige er at man samtidig forklarer, selvfølgelig på en måde så folk forstår det og uden at lyde dogmatisk, at man mener at de forringelser der sker skyldes nogle grundlæggende fejl i det her samfund, og at det kan laves om.