Hvis du tror at sundhedsvæsenet er til for folkesundhed og livskvalitet, så tro om igen. I hvert fald hvis det står til den borgerlige regering. For fremtiden skal sundhed først og fremmest være en forretning. Under dække af det såkaldte ”frie valg” har de borgerlige indledt et felttog mod en af velfærdsstatens største gevinster – det offentlige sundhedsvæsen.
Statistikken taler sit eget sprog. Sundhedsvæsenet er blevet sjoflet siden starten af 1980’erne, hvor den borgerlige Schlüter-regering kom til. I 1985 var der 180 danskere pr. hospitalsseng. I dag skal 260 slås om den samme seng. Samtidig har man skåret på rengøringen, presset personalets arbejdsvilkår og fyret sygeplejersker i stimevis. Resultatet kender vi alt for godt: Et nedslidt sygehusvæsen der stinker af kassetænkning.
Hvis vi skal tro de borgerlige politikere, så er sundhed og lægehjælp ikke en ret, men derimod en vare, man kan købe sig til. Altså, hvis man har råd. Efter de i årevis har gjort deres bedste for at nedbryde de velfærdsgoder, som almindelige mennesker har tilkæmpet sig, så udbyder de dem nu til salg på ”det frie marked”. Derfor kan vi se reklamer for ”sundhedsordninger” i fjernsynet. For vi skal jo ikke regne med at blive behandlet af det offentlige.
Det danske sundhedsvæsen er først og fremmest bygget op i tiden efter anden verdenskrig. Der var økonomisk opsving, fuld beskæftigelse og masser af gang i hjulene. De store virksomheder tjente masser af penge og udvidede konstant deres forretninger. Derfor havde de råd til at give højere lønninger og mere velfærd – heriblandt sundhedsvæsenet. Men i dag er det anderledes. Efterkrigstidens økonomiske vækstrater på 6-8 procent er ren fantasi i dag. I dag skal vi være heldige hvis vi skal have en vækst på halvanden procent. Økonomien har altså ikke meget at give af. Firmaerne fyrer i stedet for at ansætte og udvide. Staten skærer ned.
Ifølge det engelske tidsskrift The Economist er den økonomiske vækst i Danmark nede på 1,2 procent. Og de regner med, at den danske økonomi maksimalt vil vokse med 2 procent i 2003. Det er en ynkelig vækst, hvis den når så højt. Og det bliver endnu mere ynkeligt, når det viser sig, at væksten ikke kommer så højt op. For det gør den helt sikkert ikke. Produktionen af varer faldt med 1,6 procent fra marts 2002 til marts i år. Og det er ikke blevet bedre. Den eneste grund til at væksten overhovedet er positiv er, at gælden er vokset. Man har altså lånt til forbrug og investeringer. Men så rammer krisen bare hårdere, når pengene skal betales tilbage.
Den økonomiske nedgang betyder, at ligegyldigt om det er en borgerlig eller socialdemokratisk regering, så vil de være tvunget til at skære ned – blandt andet på sundhedsvæsenet. Det er kapitalismens generelle tilstand, der betyder nedskæringer – det er ikke en ”prioriteringssag”, som visse reformister prøver at argumentere for.
Den økonomiske nedgang betyder derudover, at aktionærerne og de rige investorer leder med lys og lygte efter nye markeder, der kan hjælpe dem ud af deres knibe. Tidligere har de investeret store summer i for eksempel Sydøstasien, men der er også krise der. Derfor kigger de på den offentlige sektor. Det har vist sig, at sundhed kan være en ganske indbringende forretning. I USA tjener de private hospitaler styrtende summer på folks lidelser. Og med det såkaldte ”frie valg” er det første skridt taget i retning af en egentlig dansk hospitalsindustri. Alle ved at det offentlige sygehusvæsen er blevet groft sjoflet de sidste mange år. Derfor er det ganske naturligt at søge hen på et privat hospital – især hvis det kan finansieres af en opsparingskonto eller ”sundhedsordning” på arbejdspladsen. Dem der ikke har en sådan kan så bare håbe på det bedste og frygte det værste.
Karl Marx forklarede, at kapitalismen i nedgang ”ødelagde produktionsapparatet”. Det kan vi se konkret i dag. De sælger offentlige virksomheder til private (der så fyrer og skærer ned) eller også lukker de bare foretagenderne og skærer dem væk. Det er ikke for ingenting, at den engelske avis Financial Times for nylig skrev, at ”det ser ud til, at Marx er den, der ler sidst”.
At overlade sundhedssystemet til forsikringsselskaber, banker, spekulanter og privathospitaler er ren galimatias. For det første er det asocialt fordi en masse mennesker vil have dårlige eller slet ingen privat sygesikring. De vil så blive henvist til et offentligt hospital. Men de borgerlige vil have en god grund til at skære på det offentlige ”hvis folk alligevel vælger de private”. Så det vil være dårligere sygehuse end i dag. For det andet kan man frygte, at de private ikke har interesse i forebyggelse, men kun helbredelse. For en operation skæpper jo unægtelig mere i kassen end en vaccination. For det tredje siger det noget om den ”moralske kapitalisme”, at man skruppelløst spekulerer i folks sygdom.
Når regeringen taler om bedre sundhed skærer den samtidig i folks arbejdsvilkår. Enhver på en offentlig arbejdsplads kan tale med om øget pres, stress og nedslidning. Derudover kommer der flere arbejdsløse. Arbejdsløse er ifølge statistikken 30 procent mere syge end resten af befolkningen. Altså flere syge.
Hvis man virkelig ønskede et sundt samfund, så skulle man indføre demokrati på landets arbejdspladser, så de ansatte selv har kontrol over arbejdsgangen. Det vil uden tvivl afskaffe sygdomme som stress. Og arbejdsløsheden vil kunne elimineres i en ruf. Problemet er bare, at kapitalismen ikke har råd til det. Kapitalismen vil hellere sælge piller som skal tages hver dag i stedet for at udrydde sygdommen og problemet. Kapitalismen vil hellere bygge private profitklinikker for dem der har råd end at udbygge det offentlige sundhedssystem. Men hvis kapitalismen ikke har råd til sundhed, så må den afskaffes. Hvis man demokratisk planlagde produktion og velfærd ville det være aldeles muligt med sundere levevilkår for alle.
Af Frederik Ohsten