Seattle, 30. november 1999: Embedsmænd og politikere fra hele verden er samlet for at tage næste skridt i liberaliseringen af verdensmarkedet, gennem forhandlinger om næste runde i verdenshandelsorganisationen WTO.
Gaderne uden for forhandlingslokalerne er imidlertid ved at blive fyldt af en mærkelig blanding af mennesker. Der er miljøfreaks, fagforeningsaktivister, anarkister, feminister og indbyggere fra den tredje verden. Fælles for denne brogede koalition er, at de afviser den neoliberale globalisering, der betyder friere spilleregler for de store virksomheder, og mindre rum for nationale tiltag for social sikkerhed, miljø eller velfærd. I demonstrationerne høres slogans som ”vores verden er ikke til salg” og ”en anden verden er mulig”.
I løbet af tre hektiske dage lykkes det demonstranterne at afbryde mødet, samtidigt med at forhandlingerne bryder sammen, da de fattigste lande forlader bordet. På kraftfuld vis er det lykkedes at vise at globalisering kan betyde andet end brutal markedsliberalisering på de rige landes betingelser.
Begivenhederne i Seattle kom til at betyde gennembruddet for globaliseringsbevægelsen, eller global justice movement. En bevægelse det kan være svært at danne sig et entydigt billede af. Den hylder i sig selv mangfoldigheden og strækker sig fra etablerede organisationer som Attac og Greenpeace til autonome grupper i Italien eller jordløse bønder i Brasilien. Det, som alle disse grupper kan blive enige om, er at den globale kapitalisme skader verdens befolkning, og at der er behov for at bekæmpe den, for at skabe rum for demokrati, miljø og kulturel mangfoldighed. Store dele af bevægelsen er direkte antikapitalistisk, mens andre blot kæmper for grundlæggende reformer.
Siden begivenhederne i Seattle, er der ikke blevet holdt et topmøde for verdens magthavere i organisationer som WTO, Verdensbanken, EU eller G8, uden at aktivister i tusindvis har mødt det med modtopmøder og protester. Protesterne har ramt byer som Prag, Genova, Göteborg, og i 2002 til EU-topmødet i København, hvor SUF var med som en af hovedarrangørerne. Målet for disse demonstrationer har været at sætte politisk ansigt på den globalisering, der ofte kan virke som uoverskuelige processer uden for menneskelig kontrol, og markere at det er et politisk valg, at give multinationale virksomheder frit spil på bekostning af mennesker og miljø, og at en anden politisk vej
er mulig.
Allerede fra begivenhederne i Seattle, blev globaliseringsaktivisterne mødt med stærk kritik. For at være bagstræberiske nationalister, urealistiske drømmere, eller bare at være ude på at kritisere, uden at have nogle alternativer selv. Samtidigt blev indsatsen mod demonstrationer til topmøder intensiveret kraftigt i de første år af årtusindet. Topmøder blev flyttet til afsides beliggende ørkenlande som Quatar og hele byer blev afspærret af massive politistyrker. Alt dette kulminerede i Genova 2001, hvor en ung aktivist blev dræbt af politiet, under demonstrationerne mod G8. Det politiske klima efter 11. september, betød at myndighederne fik endnu friere hænder til at bekæmpe alle der gik i mod den herskende orden.
Derfor flyttede bevægelsens fokus sig hen imod en ny slags organisering, det sociale forum. Det første skridt var World Social Forum, der startede i 2001 i den brasilianske by Porto Allegre. Meningen var her at skabe sit eget topmøde, hvor aktivister fra de forskellige dele af bevægelsen, og fra forskellige dele af verden, kan finde sammen og udvikle egne løsninger på verdens problemer. Målet er ikke at blive enige, men at bruge det sociale forum, som en ramme for udveksling af erfaringer, og en platform for koordinering af aktiviteter. På den måde håber man at kunne bevare den mangfoldighed, der har været globaliseringsbevægelsens styrke, samtidigt med at man forsøger at udvikle nogen svar på verdens globale problemer.
Siden har de sociale fora spredt sig over hele verden, sådan at vi idag har Europas, Danmarks og endda Århus’ sociale forum. I 2003 var det igennem netværk skabt på de sociale fora, at verdens hidtil største globale demonstration, mod Bushs krig i Irak, blev organiseret.
Modstanden mod topmøderne har stadig stor bevågenhed fra alverdens medier. Til sommer er der G8-topmøde i Rostock. SUF sender busser af sted for at mødes med tusindvis af andre aktivister, der kæmper for en verden hvor hensynet til mennesker og miljø kommer før penge. Hvis vi står sammen kan vi gøre en forskel!
Artiklen er skrevet af Rune Møller Stahl og kan læses i nummer 10 af vores uddelingsblad Frontalt. Download det her