Politik


Protest mod krig

Fyns Amts Avis, 7. januar 2009
Venstreorienterede unge i Svendborg viser deres sympati for Palæstina ved at holde aktionsuge.

Israels bombning af Gazastriben de seneste uger har bragt sindene i kog hos en gruppe unge svendborgensere. 15 personer fra de tre grupper Palæstina-Initiativet, Socialistisk Ungdomsfront Svendborg og Sydfynske Venstreradikale viser deres sympati med palæstinenserne ved hjælp af aktioner i Svendborg denne uge. – Det er ikke noget, der kan løses på en uge, men vi gør det som en direkte konsekvens af, hvad der er sket de seneste par uger, siger Charlie Eriksen fra Palæstina-Initiativet.
Charlie Eriksen fortæller, at protesterne blandt andet vil omfatte boykot af israelske dagligvarer i supermarkederne. Der vil også blive delt informationsfoldere ud på gaden. – Oplysning er vejen frem. Det virker som om, at mange mennesker ikke kender til baggrunden for krigen. Hvis folk kender den, så tror vi, at de selv kan tænke sig om, siger Charlie Eriksen.

Tænd et lys for Palæstina

Den massive bombning af Gaza har stået på siden 27. december, og ifølge nyhedsbureauet AFP har over 500 palæstinensere mistet livet siden da.
Torsdag den 8. januar mellem klokken 16 og 18 opfordrer Palæstina-Initiativet, Socialistisk Ungdomsfront Svendborg og Sydfynske Venstreradikale svendborgenserne til at møde op på Gerritsplads under parolen “tænd et lys for Palæstina”. Her kan folk samles for at vise deres sympati.
De 15 unge betragter Israels bombning af Gaza som et aggressivt overgreb. De håber at få åbnet svendborgensernes øjne.